10 overbevisninger, der kan få dig til at spise mere, end du har behov for
Dette er 3. indlæg i min mini-serie, om hvad der kan få os til spise mere, end vi egentligt har lyst til, eller behov for. Første del handlede om højrisikosituationer , det næste handlede om de tilladende tanker. I dag handler det om de overbevisninger, du har med dig om mad og spisning, som bliver aktiveret i højrisikosituationerne, og som er med til at skabe de tilladende tanker.
Overbevisninger
Overbevisningerne er din forståelse af verden. Deres funktion er at hjælpe dig til at skabe fornuft ud af en ellers forvirrende omverden. Det er altså med andre ord, de regler du har, som bliver afgørende for din adfærd.
Fra helt små lærer vi, hvordan verden hænger sammen, fra vores forældre. Så hvis du begynder at se på hvilke overbevisninger du har med dig omkring mad og spisning, vil du sikkert opdage, at mange af dem er gamle.
Fordi overbevisningerne ofte er indlært i de tidlige barndomsår, er de præget af en umoden sort/hvid-tankegang. Det betyder måske, at mange af dine regler om mad og spisning er alt for firkantede, og ikke har plads til den mere fleksible “både og tankegang: F.eks.: "Selvom jeg helst ikke vil lade mad gå til spilde, så vil jeg hellere gemme en rest til senere, end at overspise for at rydde fadene”
Jeg har lavet en liste med 10 hyppige overbevisninger, som jeg oplever får mange til at spise mere, end de har lyst til, eller behov for:
Det er uhøfligt ikke at spise op
Mad må ikke gå til spilde
Andre bliver kede af det, hvis jeg siger nej tak til mad de har lavet
Når jeg er ked af det, får jeg det bedre, hvis jeg spiser
Man skal spise morgenmad
Hvis vi skal hygge, skal vi spise mad
Man skal spise brød før kage
Hvis andre prøver at bestemme hvad jeg skal spise, så spiser jeg endnu mere
Mad tager magten fra mig
Andre tænker dårligt om mig, hvis jeg spiser noget usundt
Der er selvfølgelig mange flere, og hver mand, sine overbevisninger. Har du lyst til at kigge lidt på, om dine overbevisninger spænder ben for dig, og gør det svært at spise med nærvær og lyst. Så prøv at lave en liste over de overbevisninger du har omkring spisning, og spørg dig selv “Hvem har lavet den regel?” og “Kan den ændres til noget mere hensigtsmæssigt?”
Prøv mit online kursus “Successful Eating” hvis du vil lærer mere.
Kh Ditte