I mindernes kløer
Mine forældre havde en ødegård i Sverige da jeg var barn. Et fint, gammelt rødt træhus, af den slags uden vand og strøm (eller toilet). Så når vi var på ferie, var det primært bøger der fyldte mine timer i huset.
Jeg husker, hvordan jeg lånte kæmpe bunker af bøger inden vi tog afsted og de mange timer jeg lå og kunne forsvinde ind i historierne.
Jeg husker især, at jeg fik lov til at købe et helt kilo skolekridt og samme mængde Tyrkisk Peber på færgen på vej derop. Jeg kan ikke huske om det holdt en hel sommerferie- jeg tror det ikke.
Den nydelse jeg havde ved at læse, mens jeg skiftede mellem de to poser står stadig helt klart for mig og kan selv i dag få mig til at længes efter slik lige så snart jeg træder over dørtærsklen til huset i skoven.
Men hvordan kan det være, at sådan et minde stadig kan stå så skarpt, at jeg bare ved at skrive historien ned får ekstra mundvand?
Forklaringen ligger gemt i hjernen;
Det at være på ferie, var oprindeligt den omstændighed, der gjorde, at jeg fik lov til at købe en masse slik.
Min hjerne reagerede på sukkeret og det satte gang i min hjernes belønningssystem,der udløste stoffer der minder om heroin og morfin. Det fik mig til at have det dejligt- men også til at længes efter den følelse igen.
Fordi jeg spiste slikket, mens jeg var på ødegården OG i en situation, hvor jeg hyggede mig intenst blev oplevelsen bundet op på de to ting. Altså både sted (Sverige) og følelsen (afslapning og hygge).
Så når jeg i dag, får lyst til Tyrkisk Peber og Skolekridt, det øjeblik jeg sætter mine ben i huset, er det ikke mærkeligt. Jeg har fået skabt en lang række cues, som min hjerne forbinder med dét hus og dén følelse- og ikke mindst dét slik. Den erindring kan min hjerne lynhurtigt hive frem og minde mig om den belønning jeg vil få, hvis jeg skaffer mig mit fix.
Et minde om intens velbehag kan i sig selv drive os til at gøre meget for at opnå den følelse igen.
Vi kan endda blive ved med at crave mad, som vi ikke engang specielt godt kan lide længere, fordi det er blevet forbundet med nydelse engang (faktisk var jeg ret skuffet sidste gang jeg smagte Tyrkisk Peber).
Pointen? :
Cravings er en kompliceret størrelse, der dukker op, når du mindst venter dem, fordi de er så tæt forbundne til følelser, steder og mennesker.
Men cravings er ikke en livstidsdom, som betyder, at jeg SKAL spise tyrkisk peber og Skolekridt i horrible mængder, hver gang jeg er i Sverige. Det er derimod et minde, en streng af associationer, som jeg har med mig.
Hvis du også vil lære, IKKE at spise på alle de cravings som dine unikke cues giver dig, så kan du lære det på mit onlineforløb “Successful Eating”.
Kh Ditte
