Ambivalens- for og imod
Ambivalens kan gøre os handlingslammede
Ind imellem oplever vi alle sammen at havne i en grad af ambivalens, som handlingslammer os. Det kan være tanker om for og imod en beslutning, eller “hvis jeg tager den ene eller anden beslutning, hvad sker der så?” ,“Vil jeg risikere at miste noget?”. Ofte er det sådan, at ambivalens er drevet af angsten for konsekvenserne af at tage det “gale valg”.
Er der kun en god løsning?
Vi bliver opdraget til at tro, at der er en god og en dårlig løsning. Det kan føre til en høj grad af sort-hvid-tænkning. “Jeg må vælge det rigtige, ellers går det helt galt”. Det kan være, “jeg må vælge den rigtige uddannelse, ellers bliver mit liv forfærdeligt” eller senere “tør jeg skifte job, hvad vil det have af konsekvenser for mit liv at vælge den gale løsning”.
Vi tror, at det “gale valg” er ubærligt
Vi har ofte en tanke om, at det gode valg bringer os udelukkende gode ting. Nye spændende arbejdsopgaver, nye relationer, penge, hvad det nu kunne være vi stræber efter. Mens de dårlige valg tilsvarende frarøver os goder.
Hvad siger dine erfaringer dig?
Hvis vi ser på vores erfaringer, det gælder alle mennesker, så opdager man, at tingene ikke er så sort/hvide. De fleste af vores beslutninger har været en gråzone. Der kan være jobs, eller forhold vi har været i. Hvor vi nok ikke ville vælge det igen, men hvor vi alligevel har lært rigtig meget af den oplevelse.
Pointen er, at hvis vi kan komme væk fra tanken om, at der er én god og én dårlig løsning og i stedet tænke, at der er to forskellige løsninger med hver deres plusser og minusser, så bliver vi mere frit stillede til at tage et valg.
Hvordan kan man øve sig?
Det kræver ofte, at vi begynder at øve os. Mit forslag er, at du laver nogle eksperimenter. Hvis du har en større ting i dit liv, du er ambivalent omkring, kan det være, at det i første omgang er en for stor beslutning at øve dig på. Så kan det være, at du har noget mindre og det behøver ikke at være noget stort.
Øvelse:
Tænk på et tilfældig valg du er lidt i tvivl om.
Giv dig selv 1 minut til at beslutte dig og før så beslutningen ud i livet
Prøv så at skrive op “hvad tror jeg der vil ske, hvis jeg har taget det gale valg” og lav en liste over alle de konsekvenser du forestiller dig det kan få.
Vend tilbage til øvelsen om et par dage og evaluer på hvad der reelt er sket.
God fornøjelse med valget
Kh Ditte