Strong is the new skinny
Har du set billedet på Facebook og andre sociale medier?
En stærk, veltrænet kvinde med sloganet “strong is the new skinny”.
Da jeg så det første gang synes jeg faktisk, at det var en rigtig fin udvikling. Jeg tænkte, at det kunne få os lidt væk fra den der fiksering på, at vi skulle være åle-slanke. Men jeg kunne også mærke, at der kommer et nyt pres. Fordi man kan tydeligt se på denne kvinde, at hvis man på nogen måde skal komme til at ligne hende, så kræver det en seriøs indsats. Jeg må indrømme, at det i hvert fald er en indsats der er større end hvad jeg har tid og lyst til. Samtidig tænker jeg, at ja hun er stærk, men hun er såmænd også stadigvæk meget, meget tynd. Spørgsmålet er, om vi i virkeligheden bare har øget kravene til vores krop. At vi nu både skal være tynde OG stærke. Lidt som da det holdt op med at være noget særligt at have løbet en marathon, nej nu skal man have løbet en ultramarathon eller en ironman for at være sej.
Skal vi nu både være stærke og tynde?
Jeg ville ønske, at sund var det nye tynde. Men jeg synes vi mangler nogle kropsidealer, som er opnåelige for de fleste Det tynde model-kropsideal matcher ca 2% af normalbefolkningen. Jeg har ikke tal på hvor mange kvinder der reelt kan blive meget muskuløse. Mit gæt er få. Under alle omstændigheder holder det "nye" ideal fast i ideen om, at det er hårdt arbejde at være smuk.
Tænk hvis man kunne være normal, sund og stolt af det
Hvor ville jeg ønske, at vi kunne nærme os et ideal, hvor den almindelige kvindekrop var attråværdig. Den krop vi opnår ved at leve livet, spise mad der nærer os ( det meste af tiden) og motionere på et niveau der også tillader, at vi har et liv ved siden af vores udseende. Sådan et forbillede, hvor fedtprocenten ikke behøver at være helt i bund, eller mavemusklerne synlige. Hvor ville jeg ønske, at vi kvinder turde stå ved vores kroppe og i højere grad glæde os over det, som vi nu engang er blevet udstyret med. I stedet for at hige efter idealer, som for de fleste af os er uopnåelige. Om det så er fedtprocent, muskelmasse eller begge dele. De fleste længes efter noget de ikke har. Tænk hvis vi kunne vende bøtten og i stedet glæde os over de ting ved os selv, som vi rent faktisk er tilfredse med. Og tænk hvis vi kunne kunne udvide det og endda glæde os over det, som vi ikke er helt tilfredse med. Måske endda værdsætte hvad den kropsdel har af funktion, som man så i det mindste kan være glad for. Tænk hvis vi kunne begynde at være tilfredse, selvom vi ikke ligner de 2% af befolkningen der er model-tynde, eller det fåtal af kvinder som kan ligne hende fra "Strong is the new skinny-billedet".
Hvordan opdager du, når et nyt kropsideal kan ødelægge din krops- og træningsglæde?
Jeg synes du skal gøre det, at næste gang du ser et billede, som "strong is the new skinny" eller andet. Det kunne være en ekstremt veltrænet kvinde der dyrker en ny form for pilates. Når du virkelig kan mærke at det trækker i dig for at komme til at se sådan ud, så prøv lige at stoppe op og se på om billedet appelerer til en glædesfyldt motionsform, med fokus på den sunde, normale krop. Eller om dét billedet appelerer til i dig, er trangen til at få denne, i virkeligheden for det fleste, uopnåelige krop. Det er ikke fordi, jeg ikke synes du skal gå til pilates. Men hvis du går til pilates med det mål at komme til at ligne hende på billedet, så kan det i sidste ende være det, der også gør, at du stopper med pilates igen. Hvis du ikke gør det primært fordi det er rart i kroppen, du nyder øvelserne og får det godt. Men i stedet går der, som et middel til at opnå en krop, som højst sandsynligt er uopnåelig for dig. Så fungerer det i stedet lidt som en slankekur. Man er entusiastisk og stolt af sig selv i starten, men hvis lysten ikke er der, så falder man hurtigt fra igen.
Din øvelse er enkel. Næste gang du får lyst til at starte op på en ny motionsform. Så mærk efter.
Er du tiltrukket af motionsformen fordi du tænker det bliver sjovt og dejligt, eller handler det mere om at få det overstået for at opnå de gevinster som sportsgrenen lover dig?
Er det den første begrundelse, så spring ud i det og nyd det.
Sandsynligheden for, at du har fundet en motionsform du har lyst til mange år frem er stor.
Er det den sidste begrundelse, så synes jeg du skal overveje en ekstra gang, om det er realistisk, at det her bliver noget du vil gøre på den lange bane. Eller om det vil være (endnu) en sportsgren som vil styrke din kropsutilfredshed og følelse af ikke at være "sådan en der synes motion er sjovt"
kh Ditte
