4 strategier til at nyde julefrokosterne uden overspisninger og dårlig samvittighed

4 strategier til at nyde julefrokosterne uden overspisninger og dårlig samvittighed

Plejer du at have et had/kærlighedsforhold til julefrokosterne? Jeg har lavet en liste over  mine 4 bedste buffet-strategier til dig, så du kan nyde julefrokosterne, uden overspisning, dårlig samvittighed og ekstra kilo på sidebenene.

1.  Spis LIDT af det hele

Mange af mine klienter fortæller, at deres største problem ved julefrokoster er, at de godt vil smage lidt af det hele. Når vi så snakker om mængderne viser det sig, at det ofte bare er det hele, "lidt" bliver glemt.

Min farmor og farfar delte altid deres rugbrødsmadder op i kvarter. Da jeg var barn synes jeg det var lidt fjollet, men det er faktisk en rigtig fin strategi, når man gerne vil smage LIDT af det hele.

Jeg vil foreslå dig at bruge samme strategi til næste julefrokost. For hvis du virkelig tager lidt, men til gengæld giver dig selv ro til at nyde det.  Så vil du opdage, at du kan smage det hele, uden at være overmæt og utilpas bagefter

2. Spis det du elsker først

En anden god strategi er at spise det du elsker først. Hvis du elsker fiskefileter, men egentlig er lidt ligeglad med tarteletter og æggesalat - så tag det du kan lide bedst først. Der er ingen grund til at fylde maven med mad du bare godt kan lide, for så at opdage, at du er mæt, når du kommer til de retter du elsker.

Hvis du ikke har appetit til at smage alt, så er det langt lettere at stoppe, hvis du har smagt det du elsker. Det du bare godt kan lide, frister ikke til overspisning på samme måde

3. Spis små portioner

Når godt selskab, mad og drikke går ind, kan det være svært at huske at stoppe før du er ubehagligt overmæt. Jeg har en "buffet-regel" der hedder max 3 ting ad gangen. Det betyder, at  du må gå nogle gange, men til gengæld får du indbyggede pauser, hvor du kan mærke efter om du har brug for at gå en ekstra gang

Jeg ved, at du måske tænker på hvad de andre vil tænke, hvis du er hende der går op 4 gange. Men helt ærligt-er du så spændende, at de gider holde øje med det?

4. Mind dig selv om, at du får det igen

Selvom det kun er jul en gang om året, så kan du sagtens allerede nu love dig selv at lave din yndlings-ret i januar. Hvis du ved du får det igen snart, så mindskes trangen til at overspise ofte. For nu er det  ikke nu eller aldrig

Rigtig god fornøjelse!


Kh Ditte

Test dig selv. Er faste en god idé for dig?
Bliver du for hidsig og får dårlig samvittighed?