Jeg er så vred, at jeg ku'... - spise en kage
Hvornår har du sidst hørt et barn sige det?
Aldrig vel?
Jeg har tre børn, den yngste er 1 og den ældste 9. Derfor ser jeg ofte vrede- og med vidt forskellige coopingstrategier. Fra den mindste, der kan blive så vred, at hun hopper, eller må smide sig på jorden og banke næverne i gulvet, til den ældste, der i højere grad har lært at bruge sine ord.
Fælles er dog, at ingen af dem nogensinde har givet udtryk for, at vreden gav dem lyst til at spise.
Alligevel ser jeg så ofte den trang hos voksne.
Så hvad er der sket mellem barndommens ofte voldsomme vredesudbrud til den voksne, der kontrollerer sin vrede med kage?
På hver sin måde er det jo hensigtsmæssige strategier.
Min tanke er, at mange voksne aldrig har lært at håndtere deres vrede- på en voksen måde. Men da de ved, at deres chef vil se skævt til rullen på gulvet, eller et par flade, så lærer de sig selv at dulme vreden med mad.
Det er der selvfølgelig en række problemer ved:
Man føler, at man er nødt til at spise, når man er vred
Man får aldrig øvet sig i at håndtere vrede, som en voksen
Man lærer aldrig at håndtere vrede på en moden måde og kan derfor heller ikke lære dette videre til sine børn.
Man reagerer for voldsomt, når ens børn er vrede, fordi man reelt ikke selv har lært at håndtere følelsen.
Uønskede og stærke følelser er ubehagelige, men før du har lært at holde hovedet koldt, kan du hverken lære dig selv, eller dine børn, at reagere hensigtsmæssigt i situationen.
Kh Ditte
