Hvis skyld er det?

Jeg lavede en lang ridse i både min og naboens bil forleden! Ikke mit stolteste øjeblik.

Når den slags sker, så må jeg indrømme, at min første impuls ofte er, at give alt andet end mig selv skylden.

Bagefter virker det tosset. Men i situationen var min første tanke, at det da også var mega irriterende, at vi absolut skulle have sådan en lang bil. Min næste tanke var, at det da også er mega irriterende, at naboen altid skal holde så yderligt, at det er umuligt at komme forbi ham.

Det der  reelt sker i sådan en situation er,  at jeg glemmer at tage ansvar – og det er ikke et standpunkt hvorfra man kan tage voksne beslutninger.

For når man peger fingre er der kun et lille skridt til selvynk, bebrejdelser og offerrolle.

Fra at tænke, at det da også er bilens eller naboens skyld er det snublende let at lægge alt ansvar fra sig.

Så for at tage ansvar, måtte jeg stoppe mig selv og acceptere, at jeg havde hovedet et helt andet sted og lavede en massiv sjuskefej.

Var det dumt - ja!

Men det var også en menneskelig fejl.

Så hvorfor fortæller jeg dig det?

Det gør jeg fordi præcis samme mekanisme ofte slår til, når vi får spist for meget, eller det forkerte.

Vi kommer til at lægge ansvaret fra os og når vi gør det, så er det vi ender i tanker som:

• Hvorfor forbyder de ikke fredagskage på arbejde?

• Hvorfor lægger han altid slik i skabene?

• Hvorfor skulle hun også bage tre forskellige kager?

Vi kommer ud i en tankegang der er så præget af at finde den skyldige. At vi helt glemmer, at tage et voksent ansvar!

Giver du andre skylden- kan du ikke samtidigt tage ansvar!

Vil du lære at tage ansvar, men på en omsorgsfuld måde, så du hverken peger fingre af andre -eller af dig selv?

Det kan du lære på mit forløb “Successful Eating”

Kh Ditte