Grænsesætning og overspisninger
Vi lærer, at hvis vi skal passe på os selv, så skal vi være tydelige om hvad vi vil have/ ikke have. Det er også rigtigt, men ofte sidestiller vi god grænsesætning med at fortælle andre, hvor skabet skal stå.
Det kom for eksempel til udtryk da jeg for nylig snakkede med en kvinde, som igen og igen havde sagt til sin mand, at hun absolut ikke ville have at han havde slik og kage i huset. Håbet havde selvfølgelig været, at han mødte hende med forståelse og opbakning, men hendes mand blev irriteret og følte at hun ville kontrollere ham. Faktisk endte det ofte med et skænderi OG en masse snacks i køkkenskabene. Så hun følte sig frustreret og følte hun løb hovedet mod en mur hver gang hun forsøgte at sætte en sund grænse omkring sin spisning.
Problemet er, at der er stor forskel på hvordan man giver udtryk for sine grænser. For selvom man kan have lyst til at diktere hvad andre må/ikke må, så sker der ofte det, at andre bliver irriterede og usamarbejdsvillige, når de står over for et ultimatum.
Så det der sker er, at i stedet for at få en god oplevelse med at sætte en grænse. Så føler mange, at det ikke hjalp, eller endda blev værre - måske har du endda prøvet at blive så ubehageligt tilpas efter du har forsøgt at sætte en grænse, at du endte med at trøstespise.
Sandheden om grænsesætning er, at det i langt de fleste tilfælde er meget mere frugtbart at tænke i dialog og kompromisser, end i regler og dealbreakere.
Jo vi har alle nogle dealbreakere. Men i lang de fleste tilfælde kan vi med fordel komme den anden i møde. Fortælle hvad vores præference er, og så sammen finde en løsning begge parter kan være glade for.
Hensigtsmæssig problemløsning er noget af du du lærer på Successful Eating forløbet - du kan se et gratis webinar der introducerer dig til metoden her =>
kh Ditte
